En Tabersag om Arbejdsfortjeneste

Kronik bragt på www.dknyt.dk 16. juni 2010

Handicapforældre, som får over 1 million i tabt arbejdsfortjeneste om året, er en tabersag. Uanset at antallet af den slags familier er forsvindende lille og økonomisk betydningsløst alle andre steder end i Whiskeybæltet (på landsplan er der 264 personer, der modtager mere end 400.000 kr. om året) er symbolværdien ikke til at tage fejl af.

Der er krise, nogen må holde for, og her er en sag så indlysende, at selv regeringen og KL kan fremstå som enige. Men at løse problemet ved at lægge et loft over den Tabte Arbejdsfortjeneste på 231.000 kr. om året, sådan som regeringen og DFs såkaldte genopretningsaftale lægger op til, svarer til at kurere migræne ved at hugge hovedet af.

Kommunale problemer

Tabt Arbejdsfortjeneste (TAF) afhjælper i dag en lang række strukturelle, økonomiske og menneskelige problemer ude i kommunerne. Forældre til alvorligt syge eller handicappede børn får TAF, mens børnene er i behandling eller udredning. Viser der sig at være behov for et specialpædagogisk tilbud, modtager forældrene TAF i halve og hele år, mens de venter på det. Der er jo ingen pasningsgaranti på specialområdet.

Når eller hvis barnet så endelig får en plads, giver man som regel forældrene TAF for at kompensere for institutionernes korte åbningstider, som ikke levner begge forældre tid til at passe et fuldtidsarbejde.  Børn, der er så syge eller har så store adfærdsproblemer, at de skal mandsopdækkes konstant, passes hjemme på fuld tid og sparer dermed kommunerne for langt dyrere foranstaltninger. Det var netop rationalet, dengang de nuværende regler blev indført.

Et loft der rammer alle

Hvilke konsekvenser vil det have for børn som disse og deres familier, hvis der fra 1/1 2011 lægges et loft over TAF på 231.000 kr. om året? Skal man tro, hvad Socialministeren sagde på det åbne samråd mandag d. 14. juni, er svaret enkelt: Ingen overhovedet. Familierne vil blot spænde livremmen ind og gøre som hidtil. Antallet af forældre, som passer deres børn hjemme, vil ikke falde, og der bliver ingen øgede udgifter til hjælp søgt efter andre paragraffer.

Det er dette regnestykke - eller mangel på samme - som bliver det springende punkt i de DUT-forhandlinger, der følger, når aftalen til efteråret skal udmøntes i lov. Lad os se på de tal, vi kender:

En årsløn på 231.000 kr. svarer til en timeløn på 120 kr. inkl. pension. Blandt danske lønmodtagere er der kun mellem 5 pct. (på det private arbejdsmarked) og 15 pct. (blandt kommunalansatte), der tjener så lidt. Den gennemsnitlige timeløn i kommunerne er 189 kr., i staten er den 230 kr. og i den private sektor 234 kr. I forhold hertil er loftet en reduktion på mellem 37 og 49 pct. Medmindre man bilder sig ind, at ufaglærte føder markant flere handicappede børn end andre, er det indlysende, at loftet vil ramme det store flertal af de, der fremover bliver bevilliget TAF. Loftet er jo et loft over beregningsgrundlaget, time for time, ikke over den samlede udbetaling.

Misvisende tal

Hvor hårdt de berørte familier vil blive ramt afhænger selvfølgelig af, hvor stor en andel TAF udgør af deres samlede indkomst. På den ene side viser tal fra 2007 at omkring 10 pct. af de, som modtager TAF, ikke har anden indtægt. I det omfang disse mennesker har haft en indkomst over loftet, vil de selvsagt blive ramt overordentlig voldsomt.

På den anden side ved vi, at for omkring halvdelen af de, der i 2009 modtog TAF, udgjorde den under 10 pct. af deres samlede indkomst. Den resterende gruppe modtager så et sted mellem 10 og 100 pct. TAF, flertallet givetvis i den lavere ende af skalaen. Alle disse deltidsmodtagere vil, ifølge Socialministeren, ikke blive ramt særlig hårdt.

Men tallene er misvisende. Problemet er, at de er opgjort pr. forælder, ikke pr. familie. I de fleste familier får begge forældre TAF og den ene, typisk moderen, går mere hjemme end den anden. Mange af de, som kun får 10 pct. TAF vil altså have en partner, der modtager betydeligt mere. Når effekten af at indføre loftet skal vurderes, må man selvsagt tage familiernes samlede økonomi i betragtning.

Tre eksempler

• En familie hvor moderen er SOSU-assistent (timeløn: 160 kr.) og går på TAF fuld tid for at kunne våge om natten over deres hjerneskadede barn, der har en søvnforstyrrelse, vil miste 75.000 kr. årligt.
• En familie hvor faderen er skolelærer (timeløn: 214 kr.) og får 10 pct. TAF mens moderen er kontoransat i det kommunale (timeløn: 172 kr.) og går på halv tid, fordi deres multihandicappede barn har mange dårlige dage hvor han ikke kan klare at komme i institution, vil miste 84.000 kr. årligt.
• En familie hvor faderen er sælger i en privat virksomhed (timeløn: 257 kr.) og får 17 pct. TAF, mens moderen er lægesekretær (timeløn: 160 kr.) og får 30 pct. TAF, fordi deres autistiske barn går i specialskole om formiddagen, men passes hjemme om eftermiddagen, vil miste 68.000 kr. årligt. 

Virkelighedens verden

Eksemplerne er med vilje valgt fra lav- og mellemindkomstgrupperne. Hvis nogen vitterlig tror, at en indtægtsnedgang i denne størrelsesorden ikke vil give afledte udgifter, må det være, fordi de lever på en anden planet. Mange handicapfamilier vil få behov for og krav på mere aflastning i hjemmene; aflastning om dagen er ganske vist billigere end TAF, men nattevagter til børn med søvnforstyrrelser eller åndedrætsproblemer er notorisk bekostelige. 

For børn med ADHD, autisme eller andre adfærdsforstyrrelser er uuddannet aflastning desuden sjældent en holdbar løsning. Der vil skulle oprettes flere pladser på specialinstitutionerne, de vil skulle udvide deres åbningstider, og de vil skulle rumme en ny gruppe stærkt ressourcekrævende børn; antallet af "enmandstilbud" og døgnanbringelser vil stige, ligesom behovet for aflastningsfamilier og i sidste ende antallet af anbringelsessager vil.

Den værst tænkelige krise

Vi, der selv har handicappede børn, er i sagens natur mest optagede af de menneskelige konsekvenser, hvis genopretningsplanens loft over TAF bliver indført. Muligheden for TAF er i dag med til at sluse familier sikkert gennem den værst tænkelige krise og sikrer en grad af menneskelighed og individuel fleksibilitet i de offentlige tilbud til handicappede børn, som er svær at gøre op i penge.

Men tag ikke fejl af, at der bliver en regning at betale, og at det er kommunerne, som kommer til at hænge på den.

KL's ønske om at indtægtsgraduere ydelser som Tabt Arbejdsfortjeneste er forståeligt og i et vist perspektiv også rimeligt. Men hvis man ender med et loft på så lavt et niveau, som det Regeringen og DF har spillet ud med, bliver det virkelig en tabersag for kommunerne.